Du er her: 

Det (u)perfekte menneske

Det (u)perfekte menneske. Der er så meget fokus på at man skal være perfekt i vores del af verden.

Det (u)perfekte menneske.

Der er så meget fokus på at man skal være perfekt i vores del af verden. Rigtig mange mennesker synes at blive presset af de opskruede og fuldstændigt manipulerede idealer, der kommer frem på TV, i modebladene og på de sociale medier: Alle de steder, hvor man kan rette og finpudse på billeder og tekster inden man offentliggører dem.

Fordi alle de her medier fylder så meget i vores kultur, opstår der en skævvridning mellem den virkelige virkelighed som den er uden filter og den tilpassede, finpudsede, filtrerede virkelighed. Alt det, som vi møder gennem et filter - en eller anden form for skærm eller en avis eller et blad – kommer til at fremstå som virkelighed, mens det, der i virkeligheden er virkeligt, ikke længere er godt nok.

Den krop, man som et rigtigt menneske lever i og med, er ikke længere god nok set i sammenligningen med mennesker, som vi ser på fotos, der har været gennem photoshop utallige gange eller sammenlignet med tv-optagelser af mennesker, der har haft lang forberedelsestid sammen med stylist og makeup-artist.

De mennesker, der er lige omkring os, er ikke længere interessante nok til at vi kan bruge vores tid på dem. Vi vil hellere bruge tid på at se på mennesker gennem en skærm.

De fællesskaber, vi har selv, er pludselig slet ikke lige så gode, som dem, vi kan se på de andres Facebook-opslag (som sikkert består af billeder af idyl og perfekthed, der varer i højst 2 minutter inden noget går galt – ligesom vores egne øjeblikke med idyl)

Der er ikke så meget plads til os uperfekte mennesker og det i det hele taget uperfekte liv længere. Det synes jeg er meget trist – for mennesker ER altså i virkeligheden ikke perfekte.

MEN: Vi mennesker kan faktisk glæde hinanden, gøre andres liv bedre – hvis vi tør at være ærlige i vores uperfekthed. Hvis vi står ved, hvem vi er og sætter os som mål at være mennesker for hinanden i stedet for at være perfekte helt for os selv.

Her er en lille historie om hvor vigtigt det er, at vi alle sammen har vores små fejl og særheder:

Der var engang en mand, der havde to vandkrukker. Krukkerne bandt han fast for hver ende af en tyk kæp, som han tog på skulderen hver morgen, når han gik til floden efter vand.

Den ene krukke var hel, men den anden havde en stor revne, så krukken var kun halvfuld efter turen fra floden til huset. En dag, da manden skulle til at fylde krukkerne i floden, kunne den revnede krukke ikke klare det længere. ”Jeg skammer mig så forfærdeligt”, græd krukken. ”Jeg gør et usselt arbejde. På grund af min revne får du kun halvt så meget vand af mig, som du burde. Jeg føler mig mislykket!” Manden svarede bekymret: ”Jeg vidste ikke, at du havde det sådan. Men gør mig en tjeneste: Prøv at se ned på vejen på hjemturen.” Hjemme ved huset spurgte manden så: ”Lagde du mærke til de smukke blomster i vejkanten?” ”Ja” snøftede krukken. ”Lagde du mærke til, at de kun voksede i din side af vejen?” spurgte manden. ”Forstår du: Jeg har altid kendt til din revne. Derfor såede jeg blomsterfrø i vejkanten, som du har vandet hver dag. Hvis ikke du var, som du er, så kunne jeg ikke plukke blomster hver dag og sætte dem på bordet. Uden din revne ville både vejkanten og huset savne denne blomsterpragt.”

Mennesker er som hånddrejede lerkar; Vi er skabt af hænder (Guds hænder) og vi har vores fejl. Men vi udfylder en vigtig plads i verden alligevel. Vi kan stadigvæk – faktisk lige netop FORDI vi er mennesker og ikke fejlfri robotter – være noget godt for hinanden. Og som mennesker er vi altid værdsat af Gud; Ham, der glæder Sig over det liv, vi kan gøde hos hinanden. 

Sognepræst Ida Lund

Del dette: