Du er her: 

MUREN

Jeg var lige fyldt 19 år, da jeg en novemberaften i 1989 så et indslag i TV- Avisen om Berlinmurens fald. Journalisten Jens Nauntofte rapporterede fra folkefesten i Vestberlin, og det var nærmest uvirkeligt at se, hvordan tusindvis af østberlinere kørte ind i Vestberlin i deres små Trabant-biler.

Muren

Jeg var lige fyldt 19 år, da jeg en novemberaften i 1989 så et indslag i TV- Avisen om Berlinmurens fald.  Journalisten Jens Nauntofte rapporterede fra folkefesten i Vestberlin, og det var nærmest uvirkeligt at se, hvordan tusindvis af østberlinere kørte ind i Vestberlin i deres små Trabant-biler.

Stemningen fyldte den stue jeg sad i med lige dele glæde og lige dele vantro. Mennesker krammede hinanden, mens andre kravlede op på muren for at få et overblik over begivenhederne ved Brandenburger Tor. Det var vanvid, for kort tid forinden kunne man være blevet skudt for at nærme sig denne betonfæstning af en mur.

Berlinmurens fald den 9. november 1989 blev symbolet på den kolde krigs ophør og indledningen på en ny æra i verdenshistorien. Muren havde i 28 år holdt den østtyske befolkning indespærret i det kommunistiske DDR, så de ikke kunne flygte til vesten. Men den havde også stået som et uskønt monument over det delte Tyskland og det delte Europa.

Når man sådan bygger mure, fordi man er bange for at miste magt og anseelse, så giver det ar i folkesjælen, ikke blot i Berlin men i hele Europa. For noget der før var solidt sammentømret, blev pludselig skilt ad, den frie og vestlige verden havde lidt nederlag, familier, venner og kolleger blev pludselig revet væk fra hinanden. Derfor var det nærmest magisk den novemberaften i ’89, da Tyskland var i gang med at blive genforenet, og derfor blev der krammet og jublet i Berlins gader.

Berlinmuren er ikke det eneste eksempel på en mur, der bliver bygget af frygt for at miste magt, værdighed og anseelse..  

Vi mennesker kan også bygge mure omkring os, ikke med mursten men med kulde og fjendskab. Hvad stiller vi op med frygtens angstfulde mure? Det er ikke let at få dem revet ned, det kræver styrke og mod, for de er blevet til pga. fjendskab og uvidenhed.

Det tog også mange år inden Berlinmuren blev revet ned, men det lykkes til sidst. Christian Führer som var præst ved Leipzigs protestantiske Nikolaikirche, begyndte i 1983 at bede fredsbønner hver mandag i kirke. Han bad for at alle fredelige kræfter ville arbejde sammen om en snarlig og fredelig tysk genforening.  Disse bønnemøder blev så populære, at det hemmelige østtyske politi Stasi forsøgte at sabotere og forhindre dem.  Men Christian Führer forsatte uanfægtet møderne. Han mente, at kirken var det sidste sted i Østtyskland, hvor mennesker var frie og kunne være sig selv og udtrykke sig, som de ville.

Og jeg tror faktisk at disse fredsbønner og det fællesskab som østtyskerne havde sammen i kirken dengang var en stærk og virkende kraft for de østtyske borgere i en svær tid.

Kirken har altid været et samlingssted i krigstid og i fredstid. Man ser det ved pludseligt opståede tragedier, som når et land rammes af terror eller andre forfærdelige begivenheder. Så søger mennesker til kirken for at bede, og for at høre evangeliets ord om Guds kærlighed til os mennesker. Guds kærlighed består, og den kan give os trøst og håb i svære tider.  Akkurat som østtyskerne oplevede det med fredsbønnerne i Nikolakirche.

I kirken beder vi også bønner, en bøn er en samtale med Gud om stort og småt, Der er intet, der er for banalt eller tåbeligt at fortælle Gud om. Heller ikke at man kan være bange for de mure, der kan adskille os mennesker. Det tog 28 år før Berlinmuren faldt, men den faldt. Det kan tage et helt liv før vores personlige mure falder, og før vi kan forsone os med forfærdelige oplevelser eller hårde livserfaringer. Selv i glæden kan der være en snert af angst og frygt, når vi ikke tror at vi har fortjent den.

I Matthæusevangeliet er der en fin tekst om bøn og om hvordan vi kan  bede.

’’ Bed, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. For den, som beder, får. Den, der søger, finder, og døren lukkes op for den, som banker på.’’ Matthæusevangeliet kap 7, vers 7-8

Marianne Myssen, sognepræst i Sørby Magle og Kirkerup Kirker

 

Del dette: