Du er her: 

Feltpræst – med mod og sårbarhed

Jeg har været feltpræst i Hæren siden 2010. I den periode har jeg haft 3 udsendelser til Kabul, Afghanistan – 1 af længere varighed og 2 af kortere varighed. For ikke længe siden satte jeg foden på dansk jord efter den tredje udsendelse. Det er spændende at komme ud, men det er altid dobbelt godt at vende hjem igen – og det er præcis sådan det skal være. Gennem årene har jeg naturligvis også været beskæftiget som feltpræst i Danmark, men det er under udsendelserne at det hele bliver sat på spidsen og prøvet af. Holder de forkromede teorier når det virkeligt gælder? Som præst er det en vedvarende udfordring at omsætte teori til praksis, og feltpræstetjenesten er ingen undtagelse.

Jeg vil prøve at kaste lidt lys over en ting som jeg har lagt mærke til under mine udsendelser, som er en kontrast til det hjemlige arbejde; men jeg vil starte med at understrege, at alle de mange samtaler vi har som sognepræster er en god forberedelse til livet som feltpræst i det fremmede, for mennesker er nu engang mennesker uanset hvor de opholder sig. Når det er sagt, så er der en meget vigtig forskel: På hjemmebane er vi lige netop det: På hjemmebane. Folk kommer til os i forskellige anledninger, når der er noget de skal have klaret. Når vores sognebørn står overfor noget skelsættende i deres tilværelse, en overgang, noget lykkeligt eller tragisk, så benytter de sig ganske ofte af deres lokale kirke og den dertil hørende præst. Uanset hvor gode eller dårlige præster vi er, så vil der altid være en søgning, som beror sig på, at folk skal have klaret noget – dåb, konfirmation, vielse, bisættelse/begravelse. Vi har, som sognepræster, en naturlig berettigelse. Sådan fungerer det ikke når vi er udsendt. Medmindre vi selvfølgeligt mister en soldat, eller en soldat bliver såret, eller der har været en voldsom hændelse, så findes den naturlige berettigelse (i min erfaring) ikke. Der er ikke mange anledninger under en udsendelse, der gør at soldaterne er nødt til at søge os som præster. Derfor er der pludseligt voldsomt meget mere der afhænger af præstens person. Hvis man som feltpræst ikke har formået at gøre sig relevant, tillidsvækkende, nærværende mv., så udebliver soldaterne ganske enkelt fra gudstjenester, ligesom de heller ikke vil søge præsten til personlige samtaler. Formår man derimod som præst at etablere sig som en person med de ovennævnte egenskaber, så vil en del af soldaterne komme til gudstjeneste, ligesom de også vil søge en som sjælesørger i stort og småt. Det meste afhænger (igen: i mig erfaring) af præstens person, på en noget mere afgørende måde end når vi agerer på hjemmebane i sognet, hvor der er en naturlig søgning og berettigelse. Nogle vil måske indvende at netop dette fænomen også gør sig gældende i sognet, men min påstand skal være at det er grundigt sat på spidsen under udsendelser.

Det er netop her overskriften kommer ind: Feltpræst – med mod og sårbarhed. For det koster og kræver mod at det pludseligt primært er præstens person, og ikke blot præstens embede, der er det afgørende. Som præst er man konstant på arbejde under en udsendelse, og man skal ikke bilde sig andet ind, end at alt hvad man gør og siger i alle vågne timer bliver målt og vejet på en guldvægt, og er med til at danne det samlede indtryk; det indtryk som er altafgørende for om man lykkes som feltpræst eller ej. At tro at man kan opretholde en professionel facade i det hele samlede døgn igennem ½ år, er en illusion. For man er aldrig alene – ikke når man sover, spiser, bader, træner, bevæger sig rundt mv. Man er ganske enkelt altid synlig, og der er intet sted at hvile sit hoved og puste ud, og det gør en meget sårbar. Konstant skal man gøre rede for sin berettigelse overfor de soldater der hellere ville have haft fx en fysioterapeut end en præst, og det er ganske enkelt trættende. Det er vidunderligt når det lykkes, og det er benhårdt når man spiller fallit. Konstant skal man række et stykke af sig selv frem, og lige så glad som man bliver når folk tager imod, lige så trist er afvisningen – for den handler om dig og din person, og ikke om dit embede, og det er derfor vanskeligt at være udelukkende professionel omkring det.

Jeg betragter mig selv som heldig, for det er uendelig lærerigt, og noget man afgjort kan tage med sig i sin hjemlige tjeneste. Jeg har oplevet både tillid og mishag, og jeg har lært af begge dele. Jeg har fx lært at acceptere, at man ganske enkelt ikke kan være en person/præst som alle kan lide. Jeg har lært at folk kan overraske, og at mine egne fordomme kan komme til kort. Jeg har oplevet hjertegribende tillid, som gjorde mig oprigtigt ydmyg. Jeg har været heldig nok til at stifte venskaber, som varer udover udsendelsen. Jeg har oplevet at savne mit hjem, mit land og mine kære, og derfor sætte så meget mere pris på det hele efter hjemkomst. Det er alt sammen oplevelser, som jeg ingenlunde ville være foruden, og succeserne til trods, så er det de punktvise nederlag som jeg har lært mest af. Jeg tror oprigtigt at feltpræstetjenesten har gjort mig til en bedre præst, med denne kombination og erfaring af mod og sårbarhed. Måske årene ville have givet mig en tilsvarende lektie i mit hjemlige embede, men lad mig i så fald tillade mig at kalde tiden som feltpræst som et kompakt crash course.

Både ude som hjemme gælder det, at man må have blik for og oprigtig interesse i det enkelte menneske. Det koster og det giver. Både ude og hjemme gælder også dette: At Guds ord skal leves i spændet mellem mod og sårbarhed. Det giver de bedste præster, og ditto menigheder.

Katja Liebst-Olsen

Sognepræst Sankt Peders Kirke

 

 

Del dette: