Du er her: 

Glædelig jul!

Julebudet til dem, der bygge   her i mørkets og dødens skygge…

Julen er ganske overvældende og krævende. Den må bære alle vores forventninger om fred og familieidyl og hygge når det skal være hyggeligst. Julen kræver ikke, at vi overtrækker kontoen og render livet af os for den ene aftens fejring. Julen kræver vores totale nærvær og omsorg for og tid til hinanden.   Det er vi ofte ikke parat til for det indebærer at man tør give sig selv fuldt og helt, give alt hvad man har: Sig selv. Det er en gave, at få et andet menneskes fulde nærvær, omsorg og tid. Og det er en gave at kunne give af sin tid, sit liv, til et andet menneske. Julen kræver os!   Det er i sådanne øjeblikke, at vi har chance for at møde det hellige, livet selv, Gud! Det kan dog blive så overvældende for nogen, at de ligefrem flygter langt ud over landets grænser.   Det hellige nærvær   I julen kommer det hellige ganske tæt på: for Gud slår sig ned midt i blandt os. Og han gør det i skikkelse af et skrøbeligt spædbarn. Det er intet mindre end fantastisk! Enhver ved, hvad et lille menneskebarn får frem i os. Vi forglemmer os selv og overgiver os ubetinget. Vi slipper hvad vi har i hænderne ved dets mindste kny og kan slet ikke få øjnene fra det. Det får – med største glæde - vores fulde opmærksomhed. Det er dét nærvær og den nærhed og omsorg Gud ønsker sig af os.   Sorrig og glæde   Men der er også en anden side af sagen, for midt i glæden minder det lille barn os om vores egen skrøbelighed. Minder os om alle dem der engang gav os alt, i form af nærvær og omsorg, men som nu ikke længere er hos os. Eller det får os til at spekulere over hvem der fremover vil være der med nærvær og omsorg. Eller måske minder det os om de mange gange vi har svigtet ved ikke at give os hen til hinanden. Det kan midt i glæden gøre os både vemodige og sorgfulde. Nogle tror så, at problemet er løst ved at man flygter fra Julens hellige nærvær. Men frygt ikke, selvom nærvær kræver et mod, som du ikke synes at have. ”frygt ikke! For I dag har I fået en frelser”. Det er Gud selv, der slår sig ned hos os for at frelse os fra os selv så vi finder modet til at hengive os til vores medmennesker. OG til Gud. Og du drømmer ikke om, hvad du får igen! Større gave fås ikke. Vov det og find nu modet til at tage imod julen. Favn den og hinanden. Flygt ikke og ”frygt ikke”.   Favn kun trøstigt hvad Gud har givet,   løft dit hoved og tak for livet!  

Sognepræst Helle Viuf

Del dette: