Du er her: 

Verdens ende er nær!

Det er i hvert fald det, de gerne vil have os til at tro.

Det er i hvert fald det, de gerne vil have os til at tro. Islamisk stat, de klimabekymrede, de flygtningebekymrede og et væld af andre bekymrede eller måske endda ligefrem beregnende
De vil have os til at være bange. For det giver dem magt, indflydelse og måske endda indkomst at gøre os så urolige som muligt – der er muse-klik og penge i vores frygt og vrede.
I min første sommer som præst gik jeg i præstegårdshaven med tørklæde om håret og klædt godt på til opgaven, da to damer på måske tyve år og det dobbelte kom ind for at tale med mig, muligvis uvidende om, hvem jeg var. De var fra Jehovas Vidner.
”Har du gjort dig nogen tanker om verdens ende?”
Ja da!” svarede jeg. ”Det bliver en dejlig tid, for så bliver Gud alt i alle, og det kan kun være godt, så jeg synes vi skal overlade de sidste tider til Ham!”
Den unge kvinde begyndte at stille et spørgsmål, men den ældre skar hende af og sagde, at de skulle se at komme videre. (Jeg har senere lært, at det ikke er usædvanligt, at Jehovas Vidner banker på præstens dør for bagefter ude i sognet at kunne fortælle, at de da har talt med præsten. Det er også manipulation, for det handler jo om at få folk i området til at åbne døren for dem.)
Den sommerdag, de dukkede op, blev tydeligvis ikke verdens ende, og ingen af os kan sætte tidspunkt på, hvornår den vil indfinde sig – siden kirkens første tider har der været alle mulige forudsigelser af, hvornår det ville blive, og de har indtil videre ikke holdt stik. Ja, faktisk har netop Jehovas Vidner for få år siden meddelt, at de vil holde op med at prøve at komme datoen nærmere, og jeg mener også, at vi skal lade være med at bruge vores tid på den slags spekulationer. Det er Guds anliggende, ikke vores.
Hvad vi gør klogt i at tænke over er derimod, hvordan vi skal leve i mellemtiden:
Hvordan har vi det med resten af skabelsen?
Hvordan har vi det med de mennesker, vi møder (og med dem, vi har vendt ryggen til)?
Bruger vi vores evner bedst muligt, alt efter vores alder og styrke?
Og er vi, set udefra, mest en gave fra himlen eller en helvedes plage?
Nu er det igen havetid, og måske er det også tid til at luge en dårlig vane eller to ud, og i sommerens klare lys er det muligt at vurdere, om du tager dig ordentligt af andre, af dig selv og af din sjæl. Måske har du en gammel sorg eller smerte, du har brug for at give slip på; måske har du brug for at holde mere øje med de gode ting, som rent faktisk sker i dit liv; eller også klarer du dig helt fint allerede.
Det at gøre sit regnebræt op er en gammel kristen dyd – og det er ikke det samme som at fordømme dig selv eller andre lige lukt ind i helvede! Måske er denne sommer et godt tidspunkt at overveje, hvor Gud viser sig i dit liv, i stedet for at lede efter det, som intet godt gør dig.
Det er sommertid og havetid og tid til at kigge efter noget at glæde sig over!

Birgitte Saltorp
Konstitueret sognepræst
Boeslunde

 

 

Del dette: