Du er her: 

Klumme fra Brygmesteren i Lundforlund

Der er noget i gære. Det syder og bobler.

 

Incidersangen. (Synges på ”Nu står der skum fra bølgetop”)

 

Der er noget i gære. Det syder og bobler. Det er æblemosten i gærspanden. Den gærer. Den er under forvandling. Der dannes alkohol. Jeg brygger cider. Og det er godt! Vil du ha´ en tår? Det er naturligvis nedfaldsfrugt fra egen have. Jeg ønsker ikke at skade træet. Frugten skal selv have sluppet. Jeg, træet og æblet har det bedst sådan. Ingen cider uden samtykke. Vi du være med i min forening? Er du incider eller outcider?

 

Min onkel var alkoholiker. Nu er han død. Han drak aldrig nytårsaften. Det var amatørernes aften, sagde han. Resten af året drak han tæt. Men nytårsaften, den kunne de få lov at have for sig selv. Alle de andre. Min onkel var professionel dranker. Han levede af det. Altså lige indtil for nylig. Sådan er det lidt med juleaften også. Det er amatørernes aften. Der kommer Gud og hver mand i kirke. Alle dem, der hverken ved, hvornår man skal sidde eller stå. Dem, der kun kender netop de fire salmer, vi skal synge den aften. Nu, det jul igen! De professionelle må krumme tæer. Måske skulle man blive hjemme til jul? Bare sidde ligeså stille med familien og være hedensk og ugudelig. Men den går ikke. Jeg skal på arbejde. Jeg lever af det. Men det er egentlig også ok. Folk er så glade og forventningsfulde den dag. Det er som om julehumøret gør dem venligt stemte. Også overfor gudstjenesten og præsten. De hilser i hvert fald pænt bagefter og siger tak og glædelig jul, dejlige salmer og sikken en god prædiken. De kan især godt lide den med nedfaldsbarnet.

 

Jeg tror egentlig, vi er mange præster, der får meget ros for vores arbejde med gudstjenesterne og de kirkelige handlinger. Hos mig lyder det ofte noget i denne retning efter en større barnedåb eller måske ovenikøbet en begravelse: Ej, det var en fantastisk gudstjeneste. Hvis bare alle andre præster var lidt mere som dig, så ville vi komme noget mere i kirke. Jeg er efterhånden holdt op med at svare, at de fleste præster er lidt ligesom mig, bare lidt bedre. Men jeg kommer til at tænke på, at de ville opdage det, hvis de gik lidt mere i kirke, og jeg kommer til at tænke på min onkel, når de siger det. Han kom ikke sovende til det. At blive sådan rigtig alkoholiseret er hårdt arbejde. Det kræver en intensiv indsats over længere tid. Det er slet ikke som med heroin eller… cigaretter. Der skal drikkes igen og igen og igen. Uden dikkedarer. Og uden for mange og for lange pauser. Ellers må man begynde forfra. Kroppen er modstandsdygtig. Med cigaretter skal man ikke ryge meget mere end et par pakker i en weekend, så kalder kroppen selv på nikotinen. Hvorfor drikker Jeppe? Onkel frygtede, at kærlighed ikke var nok. 

 

De glade kirkegængere fra følget efter en barnedåb minder mig lidt om afholdsmænd og -kvinder. De er i en tilfældig anledning blevet inviteret med på bar med paraderne nede og får i dagens anledning et par stærke øl og en drink. Humøret er blevet højt. De er i selskab med gode venner og pludselig siger de: hvis bare øllet altid var så godt, så ville vi gå noget mere ud. Og sådan sagde de også efter brylluppet i Kana. Men øllet er altid så godt. De serverer det også hjemme i deres egen gade, i deres egen by. De glemmer i øjeblikket, at de er afholdsfolk. Og de går ikke ud igen på mandag. Og heller ikke i næste weekend eller weekenden efter den. De er afholdsfolk. Eller noget, der ligner. Amatører!

 

Kirkegang er hårdt arbejde. Man kommer ikke sovende til det. For ikke at tale om tømmermænd og tvivl. I gamle dage stod der i forordningerne, at konfirmanderne skulle blive fortrolige med gudstjenesten. Nu skal de bare have kendskab til den. Fortroligheden kræver en indsats over længere tid. Uden for mange og for lange pauser. Ellers må man begynde forfra. Sindet er modstandsdygtigt. Det tager sin tid at gøre vand til vin. Det er som at lære et fremmedsprog. Og selvom det er bedst at gøre det i fællesskab, må man lære det for sig selv og på sin egen måde. Det er paradoksalt. Det kristne sprog var der kun en, der talte som sit modersmål. Det kristne sprog gør vand til vin. Kan I huske Monty Pythons Life of Brian. Brian er ufrivilligt blevet genstand for skarernes tilbedelse og de venter i hobetal nedenfor hans vindue om morgenen, da han slår skodderne fra. Han ønsker bare de skal forsvinde, og fortæller dem i bedste mening, at de hverken behøver at følge ham eller nogen anden, men at de må tænke selv, da de alle er individer og forskellige. Hvortil hiin enkelte i mængden svarer: Ikke jeg! Han ønsker ikke at være medlem af en klub, der vil have ham som medlem, men midt i sin udmeldelse får han gjort sig selv til æresmedlem. Det samme skete på sin vis for selveste vor Herre, nedfaldsbarnet. Det er paradoksalt. Men et paradoksalt udtryk for, at vi kun kan dannes som individer i et fællesskab. Individ er ikke noget man er. Det er noget man bliver og det er hårdt arbejde - i et fællesskab. Gud lær os før din vinters gru, som æblerne, der falder nu at slippe alt vort eget. Vi bliver til som os selv, når vi giver slip på os selv. Ve den, der i kristen forstand gør vin til vand!

 

Nu bobler det igen fra gærspanden. Der bliver længere og længere imellem. Skyerne haster forbi. Snart, en nat, kommer kulden. Min cider er klar. Nu kan alene kærlighed…

Lars Bernhart Hansen
Sognepræst Lundforlund, Sludstrup, Gerlev, Slotsbjergby

 

 

 

 

 

Del dette: