Du er her: 

Sorggruppe i Slagelse Provsti

Har du mistet en kær? Føler du dig alene med sorgen, og savner du et sted at dele dine sorger og bekymringer med andre i samme situation?

Når et menneske vi holder af dør, kan det være svært at rumme tabet, og forstå alle de svære følelser og tanker der følger med, eller at finde mening med livet igen. Sorg er ikke noget, vi skal over eller en følelse, der kan fjernes. Det er ikke en sygdom, der skal kureres eller et problem, der skal fixes. Sorg er lige så naturlig en del af vores liv, som kærlighed er. Men sorgen skal være til at bære, så vi kan leve videre og finde glæde og mening med livet igen.

Hvis du har lyst til at tale med andre, som også er ramt af sorg, så er en sorggruppe måske noget for dig! I sorggruppen mødes man med andre, som har mistet et nærtstående menneske, her kan man dele erfaringer, lytte og støtte hinanden i et lidt længere forløb.

Hvem kan deltage? Sorggruppen er for voksne, der har mistet en ægtefælle eller en partner, forældre, børn eller nære relationer. Man deltager i et fortroligt forum med 6-10 deltagere.

Hvor & hvornår? Sorggruppen mødes i Skælskør Sognegård, Skovvej 1, 4230 Skælskør. Sorggruppen begynder torsdag d. 9. januar kl 16.30-18.00. Vi mødes hver anden torsdag i lige uger kl. 16.30-18.00 frem til torsdag d. 2. april. 2020.

Sorggruppen ledes af sognepræsterne Lise Flindt Hansen & Marianne Myssen.

Tilmelding kan ske til sognepræst Lise Flindt Hansen på tlf. 5819 4118 senest d. 20. december 2019.            Det er gratis at deltage i forløbet.

Del dette: