Du er her: 

Læs sidste søndags prædiken, 22. marts.

Er du fartblind eller underblind?

Midfaste 22.03.20  

 

Johs. 6,24-35

 

Fartblindhed.  En tilstand, der umærkeligt indtræffer, når man har

Drønet ud ad motorvejen med 130 km/t og dernæst må luske ad en almindelig vej med 80km/t. Umærkeligt overtræder man fartbegrænsningen.

Der er noget, der tyder på, at vi også ganske umærkeligt kan komme til at lide af underblindhed.

De folk dagens tekst handler om, har været udsat for et under af uhørte dimensioner. Med 5 bygbrød og 2 fisk har Jesus bespist 5000 sultne. Uden at de har opdaget det, er Jesus taget over til den anden side af Genesaret Sø. Da det går op for dem, sætter de efter ham for at finde ham, og da de finder ham, siger Jesus til dem: ”I leder ikke efter mig, fordi I fik et tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte”. Og derefter siger de til ham: ”Hvilke tegn gør du, for at vi kan se det og tro dig”?

Jamen, de har jo få timer forinden oplevet et uhørt under, og nu er det, som om det er komplet glemt. Det under, de selv oplevede og som var så konkret, at det fyldte deres maver, fik dem altså ikke til at tro.

Og nu står de her. Og intet er så fortidigt som et fortidigt under. Hvad hjælper det dem, at de fik noget at spise, når de er sultne igen? Og hvad hjælper det os at høre om de mange, der blev mætte eller om de syge, der blev raske? Der er jo sket så meget andet i mellemtiden, og hvad angår det egentlig os?

Vi er ude af stand til at forklare., hvad der skete, hvad enten vi var der eller ej. Måske det bare var løgn. Måske havde de selv madpakker med, måske den syge var blevet rask alligevel, og hvad hjælper en enkelt historie om én, der blev rask, når det vrimler med syge overalt?

”Giv os et tegn, så vi kan tro dig”, sagde de.

Scherfig sagde engang, at en tid, der ikke tror på noget, er et let bytte for overtro. Snart svinger man med penduler, snart render man efter kloge folk og koner, der ved, hvor David købte øllet, snart er man tilfreds med voodoo og hekseri. Og så er dét gammeldags og overstået, og man må ha’ noget nyt at tro på og rende efter. Nye tegn. Nye oplevelser.

Den, der forlanger et under for at tro, bliver aldrig troende, men blot overtroisk. Underet er ikke forudsætning for troen, men det forholder sig modsat: Troen er forudsætning for underet. For troen ser hele livet som et ubegribeligt under.

Jeg man ikke læse denne tekst uden at se to scenarier for mig:

1. En fattig etiopisk kvinde nær sultedøden der ligger på knæ, men hun med fingrene samler nogle spildte korn op fra den støvede jord.

2. Velnærede danske teenagere på en burgerbar, hvor de propper sig med fastfood.

Hvilken modsætning!

Der er ingen som helst grund til at idyllisere den skinbarlige nød, slet ikke. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den fattige etiopiske kvinde glædes over sådan tilfældigt at komme over nogle få fattige korn, der kan holde liv i hendes familie endnu et døgn, men unge danske synes, at det da er den selvfølgeligste sag af verden, at de kan proppe sig, så de er revnefærdige af fritter.

Når man oplever det, der for den fattige etiopier ville være det størst tænkelige under: at have mere mad for sig, end man kan spise – når man oplever det som sit daglige vilkår, er det ikke længere noget særligt, endsige da underfuldt – man er blevet underblind. Måske endda træt af det. Skulle det være noget særligt?

Skulle det være noget særligt, at jeg er i live i dag, når jeg synes at denne dag er noget så kedelig, blot en triviel gentagelse af i går. Og nu skal man ovenikøbet i denne Corona-tid holde sig hjemme dag efter dag!

Skulle det være noget særligt at være menneske og ikke en lus – der er jo så mange andre., der har det tusind gange bedre end jeg? Skulle det være noget særligt at høre evangeliet, hvad rager det egentlig mig at høre om., hvad der er foregået andre et fjernt sted for så længe siden, at det kunne være løgn?

Næh, lad mig for én gangs skyld komme til at opleve noget særligt i en tid, hvor selv Mount Everest er ved at bliver overtrafikeret!

Er det en forbandet spiral: Jo mere mæt, desto mere sultne krav? Jo færre undere, des mindre sans for dem?

Igen: Der er ingen som helst grund til at idyllisere den skinbarlige nød, slet ikke. Absolut ikke.

Men – hvor kan man dog trænge til et tegn til støtte for sin tro! Da en af vores bedste venner lå på sygehuset med slanger og elektroder og overvågning og ar hjernedød, og vi ikke kunne fatte det, stod vi ved hendes seng og spejdede efter et tegn. Bare et lille et. Det allermindste: En lille trækning ved mundvigen, et glimt i øjet, det underfulde i hjernen, at man registreres og genkendes. Det under at være menneske og være i live. At der er nogle at leve med og at elske.

De folk, der render efter Jesus for at få endnu et tegn, så de kan se det og tro Jesus, som de siger, refererer til en begivenhed i deres historie, hvor folket var uden hjemland og på vandring i ørkenen. De var ved at dø af sult. Men Gud gjorde det under, at det regnede med manna. De spiste og blev mætte. Ved et under bevarede de livet. Men der gik ikke lang tid, før de blev trætte af den evindelige manna - det samme dag ud og dag ind, det hang dem ud af halsen. Skulle det være noget særligt – endsige da et under, dette daglige stads?

Men den første dag var det underfuldt. Så underfuldt, at de ikke var sikre på, at de igen ville opleve noget tilsvarende. Tænk, de spiste og blev mætte! Deres leder, Moses, sagde til dem, at de ikke måtte sikre sig mad til næste dag, for det ville blive fordærvet natten over. Men de ville ikke høre på ham og samlede i krukker og potter og pander, og da de dagen efter ville gnaske løs af forrådet, var mannaen uspiselig. Det er en ganske virkelighedsnær fortælling om at den, der vil sikre sig underet, fordærver det hele. Der er forskel på at eje livet og leve livet. Livet er et under, når det ikke fordærves af mistro og sanseløs trang til sikkerhed. Der findes en sikkerhed, som er en fortabelse af liv, der kunne have været levet. Livet kan ikke spares op som en kapital, der sættes på spærret konto. Pointen med mannaen er, at man skal bruge livet; tiden kan ikke gemmes til senere brug. Man kan nu engang ikke hælde evigheden på timeglas. Man må leve og handle, mens tid er, eller som Susse Wold engang sagde: ”Man må virkelig spise sin is, men den er på tallerkenen”!

De havde jagtet Jesus for at sikre sig underet, tage patent på det og på ham. Og pressionsmidlet var ikke tro, men skepsis: Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig?

De blev skuffede. Han blev ikke deres konge. Han afskaffede ikke nøden og sulten i verden, han brugte ikke sin magt til at skaffe dem magten over deres liv. Så mistede de interessen. Kun nogle få blev tilbage – til sidst kun 12 – hvoraf den ene allerede havde solgt ham for den tvivlsomme sikkerhed en klat penge giver. Dagen efter var Judas så led ved dem og sit liv, at han smed både penge og liv fra sig.

Men da Jesus havde siddet der imellem dem, tog han et brød, velsignede det, brød det i stykker og sagde: Tag det, spis det, det er mit legeme som gives for jer. Og de fattede ikke underet, hvordan skulle de dog kunne det? Hvem kan fatte kærlighedens under? At den giver intet mindre end sig selv.

Dagen efter hang Jesus på et kors og forblødte mellem samfundets bærme, kasseret som rådden manna, man hælder ud.

Så måtte man tro, der ikke var mere at komme efter hos ham. Ikke mere fra den kant.

Tværtimod. Det største forestod. Man da var de alle gået, selv de nærmeste havde forladt ham, for at komme i sikkerhed.

Men engang, da nogle igen havde plaget Jesus for et tegn, havde han sagt: ”Det skal ikke gives jer andet tegn, end Jonas’ tegn. Som Jonas tre dage var opslugt af havdyret, skal Menneskesønnen være i jordens skød.” Det kunne de naturligvis hverken forstå eller tro. Men Gud gav ham ret. Underet var at ”kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden.” ”På tredjedagen opstået fra de døde”, siger vi i trosbekendelsen. Gud lod det underfulde rige, Jesus havde forkyndt, stå ved magt. Der, hvor det daglige brød er et under, fordi alt, hvad Gud giver, er et under, og hvor det underfulde stadig sker, at Gud sidder til bords med os, der for at sikre os selv, forråder Hans kærlighed og lader Ham, hinanden og os selv i stikken.

 

Det underfulde er, at Jesus i sin kærlighed bærer også det, og igen i dag rækker os livets brød. Hvad enten vi tror det, eller tror, at vi ikke tro.

Amen.

 

Frede Tramm

Konstitueret sognepræst Ørslev, Magleby, Hosteinborg pastorat

Del dette: