Du er her: 

Læs søndagens prædiken til Mariæ Bebudelsesdag, 29. marts

v. Susanne Juhl Thisted, konst.sognepræst i Høve, Flakkebjerg, Skørpinge og Fårdrup pastorat.

Mariæ Bebudelse 29.marts 2020

Ræk os, o Jesus din frelserhånd - i dag, og i alle stunde. Amen.

Man hører ikke så sjældent folk – som ellers kalder sig kristne – sige, at der er meget godt og fornuftigt i kristendommen, men når det kommer til jomfrufødslen - så står de af. Det må være noget, nogen har fundet på. Nogle tager endda ikke alene afstand fra jomfrufødslen, også opstandelsen er der som bekendt mange, der har det svært med.

Hvis man ikke kan høre og ikke kan se, hvad der er på færde i jomfrufødslen såvel som opstandelsen - så må det være ligesom at opfatte hele tilværelsen med kun eet øje og eet øre - eller måske ligefrem kun med et halvt øje eller et halvt øre. Ja, man kunne måske endda tale om tunnelsyn. Hvis man har tunnelsyn, så har man kun én vinkel at se med, og det giver naturligvis en stærkt indskrænket og begrænset opfattelse af, hvad livet er for noget.

Et russisk folkeeventyr fortæller om nogle drenge der legede med kridt på grundfjeldet. De tegnede og legede hele dagen, og da det blev mørkt gik alle hjem, undtagen én: Han var blevet fanget inde i en kridtcirkel, og han kunne ikke komme ud. De andre drenge hånede ham: Det er da bare en kridtstreg! Du kan sagtens komme ud! - Men drengen kunne ikke komme ud – han så kridtstregen som et fængsel, som en fastlåsthed, som han ikke selv kunne komme ud af, hvor meget han end forsøgte. Men de andre drenge så kun en kridststreg – og de løb alle sammen hjem og efterlod drengen alene der i skumringen.

Da det var blevet helt mørkt, stod han der stadig. De folk, der kom forbi så kun kridtstregen og de sagde: Træd dog ud – det er jo kun en en kridtstreg – det er da noget du selv finder på! - Men drengen kunne ikke komme ud af sit fængsel, og han stod atter alene og forladt i mørket.

Da kom der et menneske forbi, som så, at drengen var fanget og ikke kunne komme ud. Han gik hen til cirklen, og med foden viskede han lidt af kridtstregen ud, og brød dermed cirklen: Her er porten, sagde han og rakte drengen hånden. Her kan du komme ud. - Og drengen blev frelst fra sit helvede og trådte ud i livet.

For mig at se, er denne smukke fortælling et billede på en undfangelse i åndelig forstand – og de, der ser, at vi mennesker er fangne er Kristus, der rækker os sin frelserhånd og varsomt bryder cirklen og hjælper os ud til livet. I den forbindelse kan vi huske på, at den kristne tradition også kalder jomfru Maria for “porten til himlen”.

Nå vi synger med på Grundtvigs bebudelsessalme og beder om, “at også jeg kan åndelig undfange dig” (DDS 71,5) - så ser vi jo - når vi hører ordet undfangelse – vel først den fysiske undfangelse for os: Den ene sædcelle, som får lov til at trænge igennem æggets ellers uigennemtrængelige hinde, og dermed forene sig med det til nyt liv. Og hvis man ikke har tunnelsyn, så kan man også se den åndelige undfangelse – og i taknemmelighed tage imod den frelser, som kan åbne vores dødeligheds fængsel, og lukke porten til himlen op for enhver af os.

Som vi også synger i adventstiden, hvor vi venter på frelserens fødsel: Jeg lå i bånd og fængsel, da førte du mig ud – jeg stod i spot og trængsel - da tog du mig til brud. (DDS 86,3)

Hvilket vidunderligt evangelium til os arme mennesker, der sidder i hver vores lukkede kridtcirkel, vores dødelighed - som vi ikke kan komme ud af.

Kridtcirklen kan antage mange former: Det kunne være skyld og skam, som kan binde os i angstens fængsel - det kunne være magtmisbrug og mobning – der jo som bekendt trives i bedste velgående, ikke mindst blandt voksne – og som vi kan svinebinde hinanden med – eller det kunne være sygdom – som tvinger os til at se vores dødelighed i øjnene, den dødelighed, som vi ikke selv kan bringe os ud af, og som vi alle er nødt til at se i øjnene, før eller siden.

Men Gud vil ingen synders død. Derfor strækker han sin guddommelige hånd ud og åbner en port i den ellers uigennemtrængelige kridtcirkel. Han træder ind og forener sig med sit arme og dødelige menneske, og giver os nyt liv, evigt liv. Og han sender sin søn til verden, for at vi kan forenes med Gud gennem ham, og sammen med ham kan træde ud af helvede.

For 2020 år siden fandt der en undfangelse sted i Nazareth, et barn blev til i Marias skød. Det kan enhver se, også med tunnelsyn.

Da Kristus blev født, og vi lærte ham at kende, så vi, at der var meget mere at se, end blot en undfangelse i fysisk forstand. Det var også tale om en åndelig undfangelse, hvor Gud i kærlighed og barmhjertighed har forenet sig med sit menneske for at frelse det fra synden og døden og fra det dødelighedens og ondskabens helvede vi ikke selv kan bryde ud af. Og her må vi nødvendigvis udvide vores syn på livet, og lukke øjne og ører vidt op og tage imod.

Jeg har et maleri hængende af den færøske maler Sigrun Gunnarsdottir. Det hedder “kom til mig”, og forestiller Kristus i hel figur, og kroppen er udformet som et organ, der både kan ligne det indre af en livmoder og det indre af et hjerte. Og så kan man jo diskutere, om det er et hjerte eller e3n livmoder, og har man tunnelsyn er det blot rød oliemaling. Men for mig er det både et hjerte og en livmoder, og der ligger en ganske stærk symbolik i, at billedet kan tolkes på flere planer – for livmoderen er sæde for den fysiske undfangelse og hjertet er sæde for den åndelige undfangelse,

Begge dele er organer, som kan tage imod, fysisk som åndeligt.

Nu er det vel imidlertid sådan, at ganske mange mennesker befinder sig udmærket inden for kridtstregen, og ser den måske slet ikke - skænker det ikke en tanke, at livet kan være så meget mere end den almindelige verden med strid og magtbegær og daglige små og store kampe som ender med død.

Men før eller siden når vi mennesker dertil, hvor vi ser, at vores kridtstreg ikke bare er en kridtstreg, men at vi vitterligt er fængslet i den dødelige tilværelse - og så kan vi også - efter at have hørt evangeliet til i dag – se den frelser, som bryder cirklen og rækker os sin hånd. Og i hvert eneste menneske, som tør tage imod Gud, sker der en undfangelse på højeste niveau.

Det sker ikke én gang for alle – den åndelige undfangelse finder sted hver eneste gang et menneske, der er blevet bevidst om sin egen dødelighed, kan tage imod Guds kærlighed og frelse. Den guddommelige undfangelse finder sted i hjertet hver gang et menneske kan række ud mod Gud og sige: Jeg hjertets dør vil åbne dig – o Jesus, drag dog ind til mig – ja, ved din nåde lad det ske – at jeg din kærlighed må se (DDS 84,6). Amen.

 

Del dette: