Du er her: 

Prædiken Kristi Himmelfartsdag i Tårnborg Kirke

For 81 dage siden stod jeg sidst heroppe på prædikestolen med udsigt til et lille dåbsbarn, der som den lille i dag ubekymret lå i forældrenes arme. Med udsigt til menigheden, der deltog i gudstjenesten og som i kirkedøren trykkede hænder og ønskede mig god ferie over kaffen og småkagerne, som vi indtog ubekymrede om virus og bakterier.

 

Uvidende og ubekymrede  som et lille spædbarn var vi alle om, at denne afsked i våbenhuset, den dag for 81 dage siden samtidig ville blive en afsked med den verden vi kendte. Verden af i går. Den verden, hvor vi under samtalerne kom tæt på hinanden, hvor vi i kirken knælede skulder ved skulder under nadveren, og rykkede lidt tættere på hinanden for at give plads til at alle, kunne få plads i fællesskabet. Hvor vi til barnedåb stimlede sammen om døbefonten når den lille bliver døbt med Guds beskyttende vand.

 

Hvor vi til begravelser og bisættelser med et lille klap på skulderen eller et spontant knus viste vores medfølelse med de, der var i sorg. Hvor vi med nærvær og tillid mødte andre, og hvor der altid var plads til en ekstra på kirkebænken. Hvor kirken stod åben og kaldte på enhver som havde brug for trøst og styrke til at klare livet. Hvor kirken igen og igen søndag efter søndag, dåb efter dåb, vielse efter vielse, begravelse efter begravelse, forkyndte, og fortalte, os mennesker, at det vigtigste fundament for vores liv er  det som Jesus også fortæller sine disciple i dag er det væsentlige og vigtige: at Kristus led, som vi også lider i vores liv, når vi siger farvel til en elsket eller når vores verden bliver forandret på et splitsekund og vi med et bliver nødt til at forholde os til at meget, rigtig meget i vores liv er helt ude af vores hænder. Men hvor vi igen og igen hører det, som Jesus fortæller: at nok skal vi dø, men vi skal også i al evighed leve i Guds hænder.

 

Og for 40 dage siden skulle jeg have stået her på prædikestolen med orgelbrus og påskeliljer og med det allermest fantastiske og utrolige budskab vi mennesker nogensinde har fået: At graven var tom, for Jesus var opstået. For 40 dage siden skulle vi have mærket det, disciplene oplevede: at verden af i går blev til en ny og bedre verden. At død blev til liv. At sorg blev til glæde. At verden blev forandret for altid, som også vores verden nu er forandret.

 

Men kirken var tom, tom som graven påskemorgen.  For kirken var lukket. Og der var ingen engle på kirkegården påskemorgen i år, der stille hviskede til os: frygt ikke, som de hviskede det til kvinderne der grædende og tyngede af sorgen over tabet af Jesus kom til den tomme grav, og hvis liv med et forandredes, da de hørte englenes røst til dem. Forandredes til et liv med håb og tro på at Gud gør en forskel i vores liv.

 

For kirken var tom, og med fornuften gav det mening, men med hjertet, med hjertet rev og sled det i os efter at låse kirken op og holde gudstjeneste. For nu, mere end før, har vi behov for at høre at selv i mørket, selv når alt ser værst ud, selv der slipper Gud os aldrig.

 

“Man kan da ikke lukke en kirke”, tikkede det ind på min telefon på en sms. “Kan du ikke gøre noget” Men det er sket før. Det er sket i lande, hvor befolkningen ikke er frie, det er sket de steder, hvor man forsøger at holde befolkningen nede og, hvor man ikke frit kan tænke, tro og mene, hvad man vil. Der hvor magthaverne ser kristendommen som en trussel. Det skete på Jesu tid at de kristne blev forfulgt, det sker stadig rundt om i verden, at kirker bliver lukket og angrebet.

 

Og der, lige der ville jeg ønske og håbe at jeg havde modet til trodsigt at åbne kirken og gå sammen mod den fjende, der stjæler vores frihed, vores tro og vores liv, sådan som fx Kaj Munk gik imod nazisterne under 2. verdenskrig, men her i Danmark var situationen en anden og kirken blev lukket pga. en usynlig fjende som ingen kunne se, og lige der, lige der måtte jeg ydmygt og også med frygten gnavende i mig for at smitte andre og selv blive smittet bøje hovedet i afmagt og se en lukket kirke, udover det uopsættelige som bisættelser og begravelser en enkelt vielse og en dåb.

 

Mange bønner er det blevet til derhjemme om aftenen og om natten når mediestrømmen af lig i gaderne rundt om i Europa mejslet ind på nethinden spolerede ens nattesøvn, mens frygten for at miste ens nærmeste ramte. Mange fadervor er der blevet bedt, og selvom Gud ikke har fjernet virussen som min femårige derhjemme troede Gud ville gøre, hvis han bare bad nok, så mærker man det alligevel, det uforklarlige, det som I også netop kommer til kirken idag for at døbe jeres lille til; mærker at det faktisk hjælper at have Gud med i sit liv. At det giver en uforklarlig tryghed, at det giver håb og tro på, at vi mennesker ikke skal klare livet selv.

 

Og mange gange har jeg heldigvis mærket, at nok kan man lukke kirken, men man kan ikke holde Gud ude af livet. Og det er netop det vi fejrer i dag. Kristi himmelfartsdag. For i dag 40 dage efter at Jesus opstod fra døden er han parat til at tage afsked med disciplene. Tage afsked med dem for at fare til himmels af en eneste grund at han vil være os alle nær. For Kristus hænger ikke kun på et kors i kirken. Kristus var der ikke kun for disciplene. Kristus er der, hvor vi er. Der hvor vi kalder på ham i afmagt. Om det er i kirken eller det er foran den savnedes grav, om det er i de sene nattetimer når tankerne tager fat, så står Kristus der med løftede hænder og velsigner os som han velsignede disciplene i Betania.

Velsigner os så vi får håb, mod og tro til at leve det liv, som vi især de sidste måneder alle har måttet forstå og indse ikke er noget vi selv er herre over. Og  at vi ikke kan flygte fra døden.

 

For vores liv er ikke noget vi kan planlægge eller styre ned i mindste detalje. Vi kan ikke beskytte os i al evighed mod hinanden, for vi er skabt til fællesskab, vi længes efter fællesskaber. Vi dør uden fællesskaber.

 

Men der hvor vi forliger os med,  at hver dag vi lever er vores liv i Guds hænder, der kan vi i taknemmelighed bruge det liv vi er blevet givet så godt vi kan.

 

Også selvom verden er forandret, også  selvom verden af i går er langt væk, for vi kan gøre det i troen på at Gud aldrig er langt væk fra os. Det er løftet vi får Kristi Himmelfartsdag. At kirken kan man ikke lukke.

 

For Gud er hvor vi er.

Amen

Sognepræst Tårnborg Kirke Nina Dyhrhoff Nyegaard

 

Del dette: