Du er her: 

Prædikener til juledagene.

Magleby Kirke

Prædikenerne var skrevet, musikken forberedt og alt var klart til juledagene i kirkerne. Så blev det hele aflyst, desværre. Men her på siden bringer vi nu tre juleprædikener fra Lise Flindt Hansen, sognepræst i Magleby-Ørslev-Holsteinborg kirker, Slagelse Provsti. Dem ville Lise have holdt for menigheden julen 2020. I stedet kan de læses her:

Juleaften – Luk. 2, 1-14

94, 119 / 104, 120

Vor Fader i Himlen! Lad det ske,

Lad julesorgen slukkes! Amen

”Bliver det jul i år?” Det spørgsmål er omdrejningspunktet i en hver julekalender. Julen er truet af det ene eller det andet, og vi børn og voksne følger med i spænding hver dag. Dybest set ved vi godt, at julen bliver reddet senest den 23. december, så vi er klar til den store fest juleaften. Derfor er det så trygt at se julekalender, trods spændingen.

I år var spørgsmålet ”Bliver det jul i år?” et emne, der blev diskuteret også uden for julekalendernes fiktive verden. Bag spørgsmålet ligger en angst for, at hvis julen ikke bliver nøjagtig, som vi kender den, ja så bliver det ikke jul. Her kan jeg så berolige alle. Uanset hvad, så er det blevet jul i år. Der er slået hul på himlen, og Gud kommer os i møde, som han gjorde den nat i Betlehem for mange, mange år siden. Julens komme er nemlig ikke afhængig af vores traditioner. Den har sin rod i Guds kærlighed til os. En kærlighed så stor, at Gud forlod sin himmel og lod sig føde som et lille skrøbeligt barn. Den rod står fast, også selv om verden forandrer sig. Det ved selv nisser.

”Julen er gammel og julen er ny. Julen er aldrig den samme. Julen er lig’som et morgengry. Et nyt maleri i en ældgammel ramme”. Sådan synger overarkivarnisse i Rigsarkivet, Gyldengrød i den gamle julekalender ”Alletiders jul” som er blevet genudsendt i år. Det er en meget fin beskrivelse af julen. Den er fyldt med traditioner, som vi gerne efterlever, men den er ikke statisk og fastlåst. Den jul man fejrede i middelalderen, eller den jul man fejrede i 1600- og 1700-tallets bondesamfund er væsentlig anderledes, end den måde vi holder jul på i dag. Vores jul er stærkt inspireret af den borgerlige familiejul, der vandt frem i midten af 1800-tallet med juletræ og flæskesteg. Hvordan julen har udviklet sig siden vikingetiden, har man kunnet se netop i julekalenderen ”Alletiders jul”. Man kan måske også nøjes med at se på sin egen personlige jul. Nok synes vi, at den er den samme år for år. Menuen er den samme, pynten på træet den samme, stort set de samme mennesker er med – og dog er den forskellig fra år til år, fordi vores liv hele tiden er i forandring. Vi flytter, familiemedlemmer falder fra, andre kommer til – og bringer måske nye traditioner med sig. En ny svigerdatter el. svigersøn kan vende op og ned på vores gammelkendte familiejul til frustration el. til glæde for os. Nogle gange er det måske godt med lidt ny inspiration. Andre gange bidrager den nye deltager i julefesten ikke med det gode.

I år har en lille kedelig fætter ved navn corona rørt så meget ved vores gamle jul, at den kan være svær at kende. En ting er sikkert. Vi vil alle huske julen 2020, og vi vil tale om den mange år frem i tiden. Aldrig før har man skullet bestille plads i kirken på forhånd, eller komme til julegudstjeneste i en sportshal. Ja, det endte endda med, at julens gudstjenester blev aflyst langt de fleste steder. Mange må tilbringe julen i sygesengen, og andre må undvære nogen af dem de plejer at holde jul med, fordi de er syge, skrøbelige, ikke kan rejse hjem eller værst af alt - er døde.  Vi vil næppe mindes julen 2020 med glæde, men mindeværdig bliver den, fordi vi er tvunget til at fejre den på en anden måde, end vi er vant til.

Midt i alt det triste kan vi dog glæde os over, at kernen i julefejringen er uforanderlig. Evangeliet, det gode budskab om, at Gud kommer ind i vores liv som et lille barn er stadig det samme.

Når juleevangeliet er så velkendt og elsket, at folk gerne stiller sig i kø, reserverer plads i god tid eller søger at høre det gennem diverse medier, er det fordi, det fortæller os, at vi er så vigtige for Gud, at han gerne sætter al sin magt til side, for at komme os nær og vække vores kærlighed som kun et lille barn kan.

Netop i år har vi særlig brug for at høre, at vi ikke er ladt alene i en kold, mørk og barsk verden, hvor døden synes at herske. Gud kommer til os med al sit lys, varme og kærlighed for at stå os bi i kampen mod, alt det er truer med at ødelægge vores liv. Julens evangelium er fortællingen om en stor afstand mellem Gud og mennesker, der blev erstatte af det tætteste nærvær, da blev menneske i Jesusbarnet.

 Da Jesusbarnet blev født, skete der noget afgørende nyt i menneskehedens historie. Derfor blev juleevangeliet i den gamle oversættelse også indledt med ordene ”men det skete i de dage…”, ikke som i den nuværende oversættelse ”og det skete i de dage…” Ordet og tilkendegiver, at vi fortsætter ad det spor, vi var i. Ordet men skærper opmærksomheden – nu sker der noget nyt. Og det var lige det, der skete, da Jesus blev født. Nu kom noget afgørende nyt. Før gik verden sin skæve gang med magtkampe og den stærkes ret som rettesnor. En verden, hvor døden altid får det sidste ord. Ved Jesu fødsel kom et nyt lys ind i vores liv. Nu skinner Guds kærligheds lys for os. Mørket lyses op af troen på, at Guds kærlighed er stærkere end døden.

 Jesusbarnet er dette Guds kærligheds lys, som vi samles om i julen, og vi kan sagtens samles på afstand. I aften og de kommende dage er hele den kristne verden samlede i glæde og taknemlighed over, at Gud kommer til os som det lille Jesus barn. I Ånden er vi ikke kun sammen med vores lille sociale boble på 10 eller færre. Vi er også sammen med de kristne i Betlehem, i Rom, i Afrika, i USA, i Kina. Ja, alle kristne verden over, uanset om de ligger i respirator på et sygehus, er sammen med familien, er på arbejde, i fængsel eller ensomme og isolerede. Glæden er for hele folket, som englen sagde til hyrderne på marken uden for Betlehem.

Gud sendte sin engle med det glæde budskab: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” netop til nogle hyrder, fordi de levede på randen af samfundet. Hyrder var kendt som løgnagtige og tyvagtige. De var ikke nogen, man inviterede hjem til fest. Men det er netop dem, Gud indbyder til sin første fødselsdagsfest. Hyrderne er billede på, at Gud kommer til os alle og indbyder os til at tage del i festen for Jesu fødsel. Jul er det, og jul bliver det, fordi Gud kommer til os. Han kommer til os uanset om vi er samlede i en stor familie, eller sidder alene, måske ligger i sygesengen. Han kommer til os hver især, og derfor er ingen alene i julen. Gud er hos os alle med sin kærligheds styrke og sin tilgivelses fornyende kraft i skikkelse af barnet i krybben. Barnet, Guds søn, Jesus Kristus er livets lys og håbets kilde. Når han kommer, er vi ikke overladt til os selv i kampen mod mørke og død. Når Jesus Kristus, Guds søn kommer, er det jul, uanset om vi kan komme hjem til jul eller må blive hjemme.

 Det kan godt være, at vores verden er vendt op og ned, så vi ikke kan fejre jul, som vi plejer, men julens kerne er der ikke rørt ved. Gud kommer til os som Jesusbarnet, der bringer lys, glæde og håb ind i verden.

Derfor blev det alligevel jul i år.

 

GLÆDELIG JUL

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

 

 ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Juledag – Luk. 2, 1-14

 

94, 103, 99 / 111, (93), 121            Ørslev+Magleby

 

I dag blev vor kære frelser fød

Og Paradis-vejen fundet. Amen

 

 Da jeg var barn, var jeg ofte lidt trist og melankolsk juledag. Det var dagen derpå, syntes jeg. Nu var alt det dejlige med andesteg, juletræ og gaver ovre. Min far fortalte at havde det anderledes som barn. For ham var juledag en skøn dag, hvor han glædede sig til at komme op og lege med julegaverne sammen med sine søskende. Nu som voksen må jeg erkende, at min kloge far havde fat i den lange ende. Dagen i dag er den skønne dag, hvor kan glæde os over den bedste af alle julegaver – at Jesus Kristus, Guds Søn blev menneske og byggede bro mellem himmel og jord. I dag kan vi sige med profeten Esajas:

 Et barn er født os,

 En søn er givet os,

 Og herredømmet skal ligge

 På hans skuldre.

 Man skal kalde ham

 Underfuld Rådgiver,

 Vældig Gud,

 Evigheds Fader,

 Freds Fyrste

 

Det lille barn i krybbe er ikke blot et lille, skrøbeligt barn som andre små børn. Barnet i krybben er også den almægtige Gud, der kommer til os for at genoprette det tætte bånd mellem Gud og mennesker. Det bånd, der blev brudt ved syndefaldet. Syndefaldet, der ikke skal betragtes som en historisk begivenhed, men som den holdning, der bemægtiger sig os mennesker, når vi har nok i os selv og ser os selv, som dem, der råder over liv og død.

 Det fortælles i syndefaldsberetningen, at da Gud forviste Adam og Eva fra Paradiset, satte han keruber med flammesværd til at vogte vejen til livets træ. Keruber er frygtindgydende seksvingede engle.

 Men nu er vejen til livets træ ikke længere spærret. Da Jesus blev født, blev der slået hul på himlen. Der er ikke længere en uoverstigelig kløft mellem himmel og jord. Der er ikke længere afstand mellem Gud og mennesker. Med Jesus er himlen kommet ned på jorden, og Gud er blandt os mennesker. Han blev en af os. Født julenat og død langfredag ca. 33 år senere. Men påskemorgen opstod han til livet igen. Han havde nedkæmpet døden, og livstræet fæsted i graven rod. Døden er derfor ikke længere et skræmmende mørke for os. Den er indgangen til et nyt liv.

 Her til jul fejrer vi, at livet begyndte på en ny ved Jesu fødsel. Den skabelse, som menneskene ikke rigtig kunne finde sin plads i, er blevet til en nyskabelse, hvor vejen til Paradis igen er åbnet for os.

 Det er altid godt at høre, at vi ikke er efterladt alene i dødens og mørkets skygge, men at Gud vil have os tilbage i det paradisiske fælleskab med sig. Så meget, at han selv blev menneske for at bane vej gennem døden for os. Men i år, hvor døden er så nærværende, har vi særlig brug for at høre julens gode budskab. Det er derfor trist, at kirkerne er blevet lukket her til jul pga. smittefaren, når vi er flere sammen, der vi synger, for vi mennesker er ikke kun fysiske og biologiske væsner, vi er også åndelige væsner. Vi er med gode gamle Grundtvigs ord: ”Et guddommeligt eksperiment af støv og ånd”. Hvor sundhedsvæsenet tager sig af den fysiske sundhed, tager kirken sig af den åndelige sund – og den har det heller ikke godt for tiden. Angst, bekymring og mismod breder sig i samfundet, så vi har brug for at høre, at de livsødelæggende kræfter ikke er de stærkeste. Det er Guds kærlighed. Den kærlighed, der kom til os som et lille barn.

 Et lille barn syner ikke af megen magt. Det er udsat og skrøbeligt, og dog er der intet som et lille barn, der kan kalde livsmodet frem i os. Det lille barn, hvis fødselsdag vi fejrer i dag, var i al sin skrøbelighed frelseren, der kan befri os syndens og dødens magt over os. Det er ikke umiddelbart til at forstå el. se, derfor skal det forkyndes for os. Dem, der først forkyndte det for os, var Guds engle. Ikke som skræmmende keruber, men som lysets, håbets og kærlighedens budbringere. De første, der fik det gode budskab: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”, var hyrderne på marken uden for Betlehem. Siden er dette evangelium forkyndt for slægt efter slægt, så også vi i dag kan glæde os over, at vejen til Paradis ikke er spærret men åben, så vi kan indgå i fællesskab med Gud.

 Det er ikke fornuftigt og rationelt. Det kan ikke formidles til os gennem en pressekonference i Statsministeriet. Nej, et så vidunderligt budskab, formidles bedst i poesiens sprog, som Grundtvig gjorde det i 1824, da han skrev salmen ”Velkommen igen, Guds engle små”. Han skrev salmen til julegudstjenesten i Vor Frelser Kirke på Christianshavn, hvor han på det tidspunkt var præst. I begyndelsen af 1800-tallet havde den rationalistiske tankegang et godt tag i befolkning ligesom i dag. Det rationelle sprog kan formidle meget, men ikke altid hvad der rører sig dybt i os mennesker. Heller ikke det, der går over vores forstand, kan selv sagt formidles med forstandens sprog.

 Grundtvig ville overraske sin menighed med en julesalme, der talte til hjertet, for hvad er bedre at sætte ind mod forstands-iskulden end følelserne. Og salmen om englene, der besøger menneskene til jul, vækker følelser i os, som alle julens salmer gør. Derfor skal de synges, så julens budskab trænger ind i vore hjerter. I år vi synge lige så stille for os selv, hvilket giver en særlig inderlighed.

 Grundtvig indleder sin salme med at byde Guds sendebude englene velkommen. Med deres solskinsklæder bringer de lyset til jordens mørke. Grundtvig blev inspireret af sin yndlingsevangelist Johannes til at spille på modsætningerne lys og mørke. Vi befinder os nu i et åndeligt mørke, hvor ord som smittetryk, håndsprit, mundbind og hjælpepakker har trængt ord som glæde, velsignelse og håb i baggrunden. Ja, når vi i adventstiden kom til kirke, kunne vi blive i tvivl om, hvorvidt vi var kommet det rette sted hen. Var det et Guds hus eller et sygehus? Den forvirring rettede salmesangen op på. I kirken kan vi synge med de store ord, og blive bedre til at tage imod julens glade budskab som de små børn, dem som Grundtvig skriver om i vers 4-6. Det kan godt være, at det er et forblommet, altså uklart, gådefuldt mysterium, at Gud kom til jorden som mennesket Jesus, men det er ikke et spørgsmål om den rette forstandsmæssige forståelse af kristendommen. Det er et spørgsmål om at svinge med i glæden og føle, at glædens tid er den nærværende tid. At vågne som børnene i salmen el. som min far, da han var en lille dreng og ikke mere tælle timer. Alle lågerne i julekalenderen er åbnet, kalenderlyset brændt ned, så det er NU det er jul. Når den umiddelbare glæde ved julen indfinder sig i os, da kommer Guds riget til os, vejen til Paradis er åbnet, og julesorgen kan slukkes.

 I år har julesorgen gode kår for små piger og drenge, der synes festen er forbi, inden den kom i gang; for den perfektionistiske spelt mor, hvis detaljerede planlægning af julen kuldsejlede; for bedsteforældre, der ikke kan se deres børnebørn; for unge, der ikke kan komme hjem til jul; for dem, der har mistet eller frygter at miste deres job; for dem, der syge og må isolere sig fra alle andre og for dem, der har mistet en de havde kær og mange, mange flere, der er ramt af julesorg.

 Derfor er det ekstra vigtigt i år, at julens evangelium om, at Guds kærlighed er kommet til jorden i Jesusbarnet, og dette barn åbner vejen tilbage til Paradiset for os, når ud til hele folket. Lad os derfor lige så stille, hver for sig tage del i englenes sang.  

 Glædelig jul.

                                            Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

 

Fader, Søn og Helligånd

 

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

 

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

Amen

 

 ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

2. Juledag – Luk. 2, 15-20

 

118, 112, 95 / 123, 114                   Holsteinborg

 

Knuste hjerter føler bedst,

 Hvad denne store frydefest

 For glæde har at bringe. Amen

 

Hvor gik Nora hen, da hun forlod sit dukkehjem? Sådan spørges der ofte i forbindelse med Henrik Ibsens skuespil ”Et dukkehjem”. Her på 2. juledag kan vi også spørge, hvor gik hyrderne hen, efter englen havde talt til dem, og den himmelske hærskare havde sunget sin lovsang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

 Det er sjældent, vi får den videre beretning om hyrderne, da de gængse tekster til i dag 2. juledag handler om, at det koster at følge Kristus. Man kan endda miste livet pga. sin kristne tro, sådan som kirkens første martyr Skt. Stefanus gjorde.

 I år hvor corona pandemien har gjort os angste og bekymrerede, synes jeg, vi skal have en pause fra de barske kendsgerninger, at kristne stadig forfølges rundt om i verden. Derfor har jeg benyttet mig af den alternative mulighed, der gives til dagen i dag, for at høre om hyrdernes besøg hos Jesus barnet, Maria og Josef. Vi har brug for trøst og opbyggelse nu, ikke at blive rystet ud af julefreden. Vi er rystede nok.

 Hvor rystede vi er, blev tydeligt sent lillejuleaften, da der kom en meget alvorlig anbefaling fra biskopperne om at aflyse julens gudstjenester af frygt for, at julegudstjenesterne kunne blive supersmittespredersituationer.

 Denne angst for at mødes til gudstjeneste i en svær og tung tid, står i skærende kontrast til Englens ord: ”Frygt ikke!” Det er netop, sådanne ord, vi har brug for at høre i denne tid.

 De første til at bringe englens ord videre var hyrderne. De var være skrækslagne over mødet med englen og den himmelske hærskare. Det er frygtindgydende at stå over for Guds sendebude. Men hyrderne blev ikke handlingslammede af angst. Nej, de opsøgte barnet, som de havde hørt var Kristus Herren, den ventede Frelser. De fandt ham, sådan som englen havde sagt. Svøbt og liggende i en krybbe.

Hos barnet var hans jordiske forældre Josef og Maria. Vi hører, at Maria tog hyrdernes beretning om englens ord og lovsangen af Gud til sig. Ikke som en beretning, der skulle analyseres intellektuel, men som ord, der gemmes i hjertet, og der vokser og bliver en del af ens liv. Maria havde selv oplevet noget lignede, da ærkeenglen Gabriel kom til hende og fortalte, at hun var udvalgt til at føde Guds søn. Gabriel hilser Maria med ordene ”Frygt ikke”. Hun kunne ellers have nok at frygte. Hun risikerede at blive stenet for utroskab, nu hun ventede et barn, som Josef hendes forlovede ikke var far til. Udsigten til at føde Guds søn må også have været skræmmende, for hvad betød det? Og hvordan ville dette barn være, og hvordan ville hans liv forme sig? Jo, Maria havde nok at være bange for. Men hun tog opgaven som Guds moder på sig med ordene: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”

Da hyrderne kommer på barselsbesøg og fortæller om deres møde med englen, må Maria have forstået mere af, hvad det barn, hun havde båret under sit hjerte og nu født, skulle få af betydning for verden. Han var den ventede Frelser fra Gud, der skulle hjælpe folket i kampen mod kræfter, der ville dem til livs. Dette bekræftes 40 dage efter barnets fødsel, da hun og Josef møder den gamle Simeon i templet. Den gamle mand siger om deres lille søn: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som modsiges” På én gang opløftende og skræmmende ord. Den gamle mand forudsiger også, at med barnet følger stor smerte for Maria. Det måtte hun sande, da hun mange år senere stod ved foden af det kors, hvor hendes søn nu hang og ventede på døden. Marias liv som Guds moder blev ikke nemt og smertefrit. Men hun gik det igennem lige til, hun sad med sin døde søn i armene. Da må hun have tvivlet på om hendes og Guds søn Jesus nu også var verdens Frelser. Men da han opstod, så hun, at den frelse Jesus bragte var en befrielse fra dødens tyranni. Også ved opstandelsen lød engleordene ”Frygt ikke” til bange mennesker.

Guds søn kommer til jorden ledsaget af ordene ”Frygt ikke”, for med ham er det, vi frygter overvundet.

 Jesu Kristi gerning som menneskehedens frelser tog sin begyndelse med bebudelsen, men blev forkyndt for hele folket repræsenteret ved hyrderne ved hans fødsel i julen. I påske blev hans frelsergerning udført, da han som offerlam tog vores synd på sig, så han døde af det. Men ved sin død overvinder han døden, så grunden til vores dybeste frygt har mistet sin kraft.

 Hvilken trøst, opmuntring og befrielse, der ligger i evangeliet om Guds Søns komme og virke i verden, forstår vi kun, hvis vi tager det ind i vore hjerter og lader det vokse og gro der, så det gennemsyrer sjæl og sind. Det gjorde Maria, så hun fik modet til at stå det igennem, hun skulle igennem.

 Hyrderne tog også imod evangeliet som de fik i englens ord: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Hyrderne kunne slet ikke holde det for sig selv. Den glæde de havde fået del i, måtte de dele med andre, hører vi i dagens evangelium.

 Sådan er det, når vi tager ordene om Jesus Kristus som vores Frelser til hjerte og lader dem virke dér. Vi kan ikke holde det for os selv men må give andre del i den gave, vi har fået i troen på Jesus Kristus som vores Herre og Frelser. Den bedste måde at give andre del i denne gave på er ved at gentage englens ord: ”Frygt ikke. I dag er der født jer en Frelser. Han er Kristus, Herren”

 Mange har i disse tider brug for at høre disse ord, så vi skal ikke holde dem for os selv. Derfor er det så vigtigt, at vi fortæller julens glade budskab til andre, så de hører ordene om, at barnet i krybben er vores Frelser, Kristus, der har overvundet døden, og vi derfor kan leve livet i frimodighed også, når det er svært og tungt.

 

                                   Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

 

Fader, Søn og Helligånd

 

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

 

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

                                                                             Amen

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del dette: